Hun sidder ved Arnen,
Og Ilden den flammer,
Det lyder som Jammer,
Naar Luen ta'er fat.
Den Skærsild maa læres:
Før Veddet fortæres,
Vi faar det ej lunt i
Den kommende Nat!

Det knitrer, det knager,
Det stønner, det klager,
De kantbrændte Flager
Fortæres, forgaa;
Men under en Askehob,
Sølvplettet, graa
Der lever en Glød, som
Skal længe bestaa.

Paa Ovnbænkens Hynder
Hun sidder og nynner
En Sang, som begynder
Med flammende Ord;
Den døbtes ved Ilddaab,
I Gløder den faldt,
Den svinger sig op i
En Føniks-Gestalt:

Vort Liv, vort Liv!
I Vellyst undfanget, i Dødssmerter født,
Paa Stier og Veje letsindig forødt,
Opsamlet og værnet med Kunst og med Flid,
Et Fnug gennem Luften, en Tusinddels Tid:
En Døds-Runes Gaade
For Mand og for Viv,
En Rædsel, en Naade -
Vort Liv, vort Liv!

Far hen, far hen,
Du fængende Leg mellem Kvinder og Mænd!
Kun én Gang er Flammen en Alterilds Brand;
Ve vor Forstand,
At ej den kan Loven begribe!
Vi styrer og styrer mod Længslernes Land! -
Hvad blev der til Rest af en Storm over Sand,
Over Hav af en kølfuret Stribe?

Giv tabt, giv tabt!
Du Hjerte, lig Ilden, til Selvoffer skabt:
Lad Manden som Stormvind i Verden uddrage:
Der bliver for Kvinden en Vagtpost tilbage;
Den skal hun holde
I Natten saa vild.
Arne, Du kolde,
Hun tænder din Ild;
Ej som en dødsofret, hvid Vestalinde,
Ikke som Slegfred, og ikke som Viv,
Men en Kvinde,
Der er Moder til Slægternes evige Liv.