Vel mig, vel Dig, at Havet har lagt
Sin Ring om vort lille Land!
Derudefra bliver dog stedse bragt
En Strøm til vor Strand,
Med Vink til hver Mand,
Og en Luftning, som rensende sender
Sine Bølger langt op i Land.
Ak, kunde vi alle blot føle, hvorledes
Foryngelsen kommer til Vanen, som fredes,
Til Fordom, som henne bag Ovnbænken hedes,
Til Bedstefaers Søvn paa hans Pude —;
Der er Kærne i Landet, men Kærnen er gemt
Bag en Skal; og ofte blev Haanden klemt,
Som forsøgte Skallen at knække. -
Havet har Magten derude
Til af Kærnen Spirer at vække.

Nyt vil der komme, som end ej er set,
Som smiler ad al denne „Autoritet",
Hvormed man vil Dæmninger bygge.
Lad saa Nyheden have sin Skygge!
Lyset har stedse sin Tjener i Følge,
Ren er selv ikke den klareste Bølge,
Men hvorfor bestandig ved Pletterne dvæle?
I Gamle, er I da saa skinnende,
Pletfri, krystalklare Sjæle? -

I holder saa fast ved Jer Autoritet,
Men hvem har da I med Jer Ungdom belet
Og skrevet paa Brættet saa grov en Bêt? -
Nu sletter vi Spillet for Eder,
Mens paa Gulvet om Kridtet I leder.
Det Gamle maa gaa! det er Havets Sprog;
I kan finde det i Eders egen Bog,
Om I ellers kan huske den længer.
En Ring har I slaaet omkring Eders Land,
Fast er den kædet med Mand ved Mand;
Ved den ene den anden hænger.
Men Havets Ring den kan vide sig ud,
Og den søger sin Kraft af det gamle Bud:
Der maa Stofskifte til for at leve.
Saa spild ej Jer Alderdoms Dage med Breve,
Med Skaaler med Dokumenter og Tale,
For at vise, hvem der er Hoved
I Landet og hvem der er Hale.
Der er et Dokument, som altid slaar til
For at afgøre Trætten i Kræfternes Spil:
Hos hvem findes Ungdommen?
Vale.