Vær hilset, I Damer, langs Højsalens Bænke;
Hvad vover jeg farende Svend?
Hvad drister min Fod sig,
Hvad trøster mit Mod sig,
Paa hvad tør min Tanke vel tænke?
At drikke den Vin, som I lader mig skænke,
At lægge min Haand i den fangende Lænke,
Sig: er det ej hovedløs Sag?
I ser mig i Aften,
I saa' mig i Dag;
At komme og gaa er den Farendes Sag.

Saa væver vi Vadmel og lægger det sammen,
De Store saa godt som de Smaa,
Og danser og synger i Fællig og Gammen:
Væve Vadmel og lægge sammen
Og lade Skytterne gaa.

Hør, Tonerne kalde; forlad Eders Bænke
Og følg kun den farende Svend!
Med ham er hver Glæde
I Aften til Stede
Foruden al Arglist og Rænke.
Han fører Jer Dans, naar I blot vil betænke:
I fanger ham ikke i Baand eller Lænke,
Han taaler, som Fuglen, ej Aag. -
I bandt ham for ofte,
Til sidst blev han klog;
Tilgiv ham, men Tanken maa have sit Sprog.

Saa væver vi Vadmel og lægger det sammen.
En Skytte er Svenden som faa.
Hvor herligt at synge i Fællig og Gammen:
Væve Vadmel og lægge sammen -
Og saa lad Skytten kun gaa!