Ude var der saa streng en Dyst,
Uvejret tog sine Tag med Skoven,
Stormen peb, saa det var en Lyst,
Og leged Tagfat med Voven.
Ude var der saa vild en Krig,
Der hang et Fugleskræmsel paa Pælen,
Kragerne fo'r mod det lasede Lig;
Der kom Mod, — selv i Kragesjælen.

Hjemme var der saa lunt og godt,
Temaskinen snurred sin Vise;
Der læstes højt baade stort og smaat
I det sidste Arkiv af Riise.
Hjemme leged man Ordsprogsleg,
Der var Diskussion over dannede Them'er,
Der var Valg mellem Hare- og Dyresteg
Og mellem Tidernes store Problemer.

Ude var det et Herrens Vejr,
Buskene svajed som flagrende Faner,
I Skoven styrted de stolteste Træer,
Og fra Havet meldtes Orkaner.
Ude var det en Kampens Dag,
Præstegaardstaget blev revet i Stumper,
Byfogdens Skorsten faldt ned med et Brag,
Og Byfogdens Grød blev til Klumper.

Hjemme klang det fra Gigernes Streng,
Tonerne elektriserede Sjælen;
Man valsed og inklinered i Flæng
Og dansed paa Taaen og Hælen.
Hjemme stilled man skønne Tableauer,
Sminkede Kinden og sværtede Brynet,
Saa' i sig selv Fortidens Heroer, -
Og applauderede Synet.

Ude brød det paa krigerisk Vis,
Mægtige Hænder greb i det gamle,
Jeg saa' med Jubel Skorstenens Forlis,
Og lo, da jeg hørte den ramle.
Ude vejredes Smaating bort,
Degnen blæste i Gadekæret,
Og Præsten blev kastet i Kjole sort
Mod et Plankeværk, som var tjæret.

Hjemme sad man lunt i Krog.
Der kom en Frier til Søster Malene;
Fruen saa' hans Eksamensbog,
Han fik Pigen — med Laud, Notabene.
Hjemme blev der en Glædesdag,
Der kom Visitter, og man gratulered,
Der blev Bryllup, og saa blev der Barselslag,
Men desværre, den lille krepered.

Ude blæstes der lydt: Alarm!
Det var, som skulde en Verden ødes,
Og som skulde fra selve Naturens Barm
Den nye Forløser fødes. -
Og jeg rev den bulede Hat fra sin Knag
Og sprang gennem Hjemmets klinede Rude;
Jeg hørte dem skælde mig paa min Bag,
Men — jeg stod nu en Gang der ude.