Den Vinter var saa barsk og haard,
Den Vinter vil vi glemme;
Min favrest Ven i Urtegaard,
Hvor alle gode Blomster staar,
Jeg løfter til Sang min Stemme:

Og synger jeg ud af et redeligt Savn
Min Længsel efter en sikker Havn,
Hvor jeg mit Hoved kan gemme,
Saa hvisker jeg — tys! — for mig selv et Navn,
Saa føler jeg — Kys! — at en trofast Favn
Mig aaben staar
Til Vaar, til Vaar,
Thi dér har en Sanger dog hjemme.

Jeg saa' en liden Fugl paa Gren
Bag Frostens blomstrende Rude,
En saadan sød, velsignet en
Med klare Øjne, paa lette Ben
At hoppe omkring derude.
Jeg strø'de den Smuler; til Tak den sang:
Du faar dem tilbage med Renter engang.
Thi Du forstaar:
Til Vaar, til Vaar
Smelter al Is paa Rude.

De Folk med saa brusende Vingefang
Kan nemt os Smaafugle glemme,
Men det, at dit Hjerte, hvor højt det slaar,
Hvor vidt og hvor vildt dets Bølger gaar,
Har stedse Tanke for Smaafolks Kaar,
Det vil ej vi Smaafolk glemme;
Om ogsaa din Vinge har blødende Saar.
Der kommer en Dag paa Dagen i Gaar:
Jeg spaar, Jeg spaar,
Til Vaar, til Vaar
Vil Du være i Reden hjemme! -

Nuvel, lad Vintren rase ud,
Saa vil vi Stormen glemme,
Saa sender Søndenvinden Bud,
Og Posten er en vinget Gud,
Som spørger, om nogen er hjemme? -
Javist, i tusinde Blomsters Navn!
Her er en sikker og rolig Havn,
Om nogen vil dér sig gemme.
Jeg gjorde jo — tys! — under mangt et Savn
Mig værdig til — Kys! — til en trofast Favn,
Som aaben staar
Ved Vinter og Vaar;
Alt andet vil Sangeren glemme.