Holger Drachmann


St. Elena, III

Disse Blomster, jeg fik af det syge Barn,
Bærer jeg nu paa mit Bryst.
Oleander, Violer og Laurbær.
Og Blomsterne væver og fletter et Garn,

Jeg mærker det ikke, det gaar saa tyst;
Men i Maskerne snart er jeg hildet.
Mit Hoved synker; hvor vil Du, min Fod?
Tilbage til Øen, hvor Barnet stod
Og plukked og gav af sin Overflod:
Oleander, Violer og Laurbær.

Det lægger sig sødligt om hver en Sans,
Stjernerne straaler med dobbelt Glans,
Mens ene langs Stranden jeg vanker.
Duftende Kys og en Laurbærkrans;
Bort, urolige Tanker; -
Det er farlige Blomster, de sætter Frugt.
Ak, Barnet var voksent og Barnet var smukt.
95 Total read