Til Aftenklokkernes dæmpede Klang
Tændes nu Stjerne ved Stjerne.
Der ligger en Ø i det Fjerne;
Der var jeg saa mangen en Gang.

Dér sad jeg ved mørke Cypressers Fod,
Under drømmende Pinier laa jeg,
Mod Solen, den vigende, saa' jeg,
Til Synet mig helt forlod.

Da følte mit blændede Øjepar,
Naar Solen kyssede Muren,
Naar Skyggen favned Naturen,
At Livet en Rædsel var.

En Skønhed, bleg, paa en øde Ø,
Med Vidder til alle Sider,
Ufattet i alle Tider,
Ufødt, og som ikke kan dø.

Hun aander næppe, hun sidder saa stum,
Ej Øjelaagene dirre,
Som Glas Pupillerne stirre
Ud i det uhyre Rum. -

Til Aftenklokkernes dæmpede Klang
Tændes nu Stjerne ved Stjerne.
Der ligger en Ø i det Fjerne;
Dér var jeg for sidste Gang.