Der laa den Ridder i Græsset og drev.
Hejsa nu sadler vi af!
Der laa hans Harnisk, hans Skjold og Værge,
Hans Tanker de fløj over alle Bjerge,
De sejled paa Sky gennem Luften den blaa;
Den Rejse man bruger ej Vaaben paa.

Den Ridder han laa, hvor han steded sig først,
Han kendte ej Sult, han kendte ej Tørst;
Og Solen den kom over Stedet og gik:
Han lytted som efter en sagte Musik.

Det lød som de vandrende Spillemænds Kor,
Der giger og fløjter, hvor Godtfolk bor,
Det lød som naar fineste Strenge klingre
Berørt af hvide og varsomme Fingre.

Da traadte af Skyggen saa grim en Gæst,
Og Græsset det visned, som stod ham næst;
Han bukked sig ilsomt og Vaabnene tog
Og grined og ud imod Ridderen slog:

Hr. Dagtyv, I laa Eders længste Tid,
Nu drager I med mig af Landet did,
Se her Eders Harnisk og Skjold og Kniv;
Jeg panted Jer ud, løs ind med Jert Liv! -

Den Ridder han lagde sit Hoved paa Sned
Og plukked en Blomst og i Straaet bed:
Hvad skriver vi eller for Dag i Dag?
Hr. Knokkelmand, se I kan fare i Mag!

Og stjal I de Vaaben, min Fader mig lod,
Jeg ligger ej vaabenløs her for Jer Fod;
Thi Sommerens Luftning, som Jorden omkrandser,
Har lagt om mit Bryst en ubrydeligt Panser.

Det bugter og føjer sig efter min Gang.
Ret aldrig en Stikning i Ringbrynjen sprang,
Og Dagmoder, Solen, har vævet den Særk;
Slaa til! I skal kende, om Brynjen er stærk.

Og Skjoldet, som giver saa freidig en Klang,
Naar Klingen er draget og Striden i Gang, -
Den skærmende Klang har jeg stedse for Øre,
Saa ikke jeg kan Eders Grovheder høre.

Der toner fra Markens livsalige Rige,
Fra Blomster og Dyr en Musik uden lige;
De bejler, de kæmper, de fødes, de dør, -
Om ej I var døv, I hørte den før.

Og Værget, I stjal! — o behold kun den Kniv,
Jeg dagtinger ej for saa lidt om mit Liv.
Min Mund er mit Værge: paa Læben det Kys,
Jeg drømte, jeg fik af min Fæstemø nys.

Det dølger sin Styrke som Sværdet i Balg,
Men giver, Hr. Død, I saa haardt mig et Valg,
Saa løsner jeg Tungen, mit Værge paakalder
Al Bistand hos smaa og hos store Vasaller.

Og Fugle og Blomster og springende Dyr
Og Mennesker komme fra Land og fra Byer,
I Flammer staar hele det gandske Land: -
Paa paa, I vil brænde Jer Haand paa den Brand!