Ser Du, hvor med Nattens
Skygger Lyset kæmper,
Medens Bølgen lemper
Paa Stranden sit Slag; -
Saadan, medens Hjertet
Sine Luer dæmper,
Tankens Klarhed kæmper
Sig frem imod Dag.

Kom og ræk mig Haanden!
Bedst, naar først man kender
Alt, hvad Livet sender
Af Ondt og af Godt.
Nu kan trygt vi vandre
Sammen som to Venner;
Bedst, naar først man kender,
Hvor fejl man har traadt!

Føler Du, hvor kølig
Gryets Aande vifter
Over Hjertets Rifter
Med Helsen og Fred?
Se, jeg staar beskæmmet,
Tier om Bedrifter
Mellem Fjer og Vifter
Og blues derved.

Morgnens kyske Dronning
Med det Slør, hun sænker,
Her min Andagt skænker
Naadig Gehør,
Mens min Attraa, lig en
Dødsdømt under Lænker,
Knæler ned og sænker -
Sit Hoved og dør.