Slaar du den store Harpe
i Bardernes Hal:
jeg klimprer paa min Cither,
Du ensomme Skjald!
Tier den vilde Svane,
med Malm i sit Bryst,
Smaasangerne i Lunden
de pipper op med Lyst
før Natten dæmper alle Dagens Lyde.

Alvor er en kostbar,
den kosteligste Skat -
men hvorfor ikke stadse
med Sidensvans sin Hat?
Gud hjælpe os til Fremfærd
i alskens Sang og Spil:
Gud hjælpe Dig Du Isengraa,
var der ej Ungdom til,
som kunde Lanse for sit Livsmod bryde!

Hvad eller — er vort Livsmod
saa vegt nu og saa vagt,
er Lundens lidet Sangerkor
for spinkelt og spagt?
Gud hjælpe mig — din Harpe,
med Ærens tunge Krans,
den stjæler jeg og spiller op
i Skoven til Dans
mens Alfer smutter let igennem Lunden.

Og har du, store Barde,
forglemt disse Smaa,
som pusler om saa gladelig
imellem Blad og Straa?
Gud hjælpe Dig — de ler ad
din alvorstunge Krans
og rækker mig, din Vipstjært,
Smaapiltens Sidensvans
og stadser op min Hat i Dæmringsstunden.

Her spiller jeg — mens Svansen
den vipper op og ned:
Gud hjælpe mig — det kosted
mig aldrig Sorg og Sved!
Gud hjælpe Dig Du Isengraa,
for al din bitre Harm:
Gud signe Dig for Sangen,
som dog altid var varm —
trods du i Livets Kuld Dig stygt forkølte!

Her slaar jeg Bardens Harpe
i Alfernes Hal —
jeg gaar Dig ind i Næringen,
Du ensomme Skjald;
men bredt er Du jo skaaren,
med Svanens Vingefang:
Du tillod altid andre
at tære af din Sang —
jeg synger ud, hvad selv min Mester følte!

Trods Dumhed og trods Lavhed,
trods Nid og trods Nag,
Solen rinder op dog
hver eneste Dag —
skinner for de Slette,
som fortjener det ej,
lyser for de Gode
den livs-fare Vej:
lykkelig hver den, som lever!