Ridder Sommer han er sig saa mægtig en Mand,
Hans Gaard er god, og jævn hans Forstand,
Fyldige Kinder, en sund Appetit;
Han er ude i Dag, han vil more sig lidt.

Derhjemme paa Borgen saa ensom han sad,
Lidt døsig han blev, — han er slet ikke lad,
Han er oppe ved Gry, før Fanden fik Sko paa,
»Stræb!« er hans Ord, og det kan man tro paa.

Hans Enge blev slagne, hans Hø er i Hus,
Hans Folk sidder bænket om Fad og om Krus;
Han har Folkehold nok, han har Terne og Dreng,
Men tom er en Plads ved hans Bord, i hans Seng.

Han er redet herhid ad den støvede vej,
Det Marked forsømmer vor Ridder ej;
Han ser hende danse med Karl og med Dreng,
Han tænker paa Pladsen ved Bord og i Seng.

Da lyser hans Øje, i Kredsen han staar,
Han krummer sin Arm og han spænder sit Laar;
En Daa-Hind er hun, og en Kraftkarl er han,
Ridder-Sommer, den rige, velbyrdige Mand.