De gik langs det legende Hav,
Og Bølgerne dansed saa lette
Med Skum ad den gyngende Slette;
De vandrede langsomt Fod for Fod,
Standsed og bukked sig, hvor de stod;
De søgte sig Rav.

Hun fik, hvad af Havet han tog;
Skønt blev det slebet, i Form af et Hjerte,
Det skinned saa klart som den klareste Kærte,
Hun bar det paa Barmen, hun kyssed det tidt,
Hun gav ham til Gengæld sit;
Men det var et Hjerte, som slog.

Han fo'r paa det gyngende Hav;
Hun mødte ham ingensinde.
Hun bar paa hans Hjerte derinde,
Bar det hos sit, bedrøvet og glad,
Hun vidste slet ikke at skille dem ad; -
Og hans var kun Rav.