Dagen har været saa trykkende hed;
— Gondolierer, ro væk!
Den store Kanal er en Flod saa bred,
Et Moderleje; did skynder sig ned
Fra Staden hver rislende Bæk.
Gerne de Fængslet mod Friheden bytter,
Længe blandt fjældhøje Mure de flød,
Børnene tyer til Moderens Skød,
Kanalen Kanalerne samler.
Moderen synger for sine Smaa.
De lytter
Langs Marmortrappernes Skamler.

Kom, lad os lægge paa Strømmen ud,
Hvor Æventyrene lyder.
Venezia straaler som Nattens Brud
Nu, da Maanen frembryder.
Ved Dagens Lys er hun falmet og bleg,
Hvid er den Haand, hvorpaa Kinden hviler;
Hun leger med Blomster, en ørkesløs Leg,
Kaster dem over Balkonens Rand
Ned i det langsomt glidende Vand;
Og smiler
Sørgmodigt, medens de flyder.

Men tændes den store Stjerne hist
Med skinnende Glar i sin Rude,
Og rejser sig Brisen, som Solen sidst
Forlod paa Strandbreddens Pude,
Saa hentes de ældgamle Smykker frem
Fra smuldrende Sales forborgne Gem,
Og klædt i dem
Foran de straalende Spejle
Venezia træder som Brud fra sit Hjem
Og begiver sig ud at sejle.

Saa sejler den hele fortryllede By.
Kirker, Paladser svømmer,
Og Maanen véd ej bag Luftens Sky,
Om den vaagen er eller drømmer.
Den følger med rystende Hoved det Syn;
I Vandet dernede slaar Funkerne Lyn,
Guld i Kanalerne strømmer.
Og Guldet formørkes af Baadenes Spor;
Dæmpede Plask af dem, der ror,
Et Aandekor
Af smeltende bløde Stemmer. -
Saa tier det Hele, Sang og Spil;
Maanen slog Skodden for Lygten til;
Bag Skygger sig Skyggerne gemmer.

Dagen har været saa trykkende hed.
— Gondolierer, ro til!
Havbrisen vifter fra Lidoens Bred;
Gondolierer, saa ved I Besked;
Mod Havet vi stævne vil.
Sløret for Fortidens Skygger faldt,
Aander er slet ingen Omgang for os;
Jeg hilser Jer, Adrias Bølger!
Og skumler I ogsaa: jeg byder Jer Trods;
Vi kendes dog, fra vi var ganske smaa;
I har kaldt:
Og Bølgernes Stemme jeg følger.