Jeg grebes ej af Rædsel ved din Stemme,
Selv naar den lød som Fatums i mit Øre,
Men vel af Mismod ved, hvad jeg fik høre
Af Ferskvandscapitajnerne derhjemme.
Urokket lod jeg Bølgen føre Slag
Med drøje Baadsmandsnæver mod mit Hjerte;
Næve mod Næve, det er Vennelag,
Lad Søen slaa, den slog dog ej i Kvag!
Men der kom Rif-Pirater frem en Dag;
Stinkpotter kasted de fra sikre Krog,
Mens af et Havblik fængslet laa mit Skrog.
Et Bagholds-Overfald. Det sled mit Hjerte.

Ud fra dit Væld, det evige, det salte,
Som fra et Kæmpeorgels Pibespalte,
Der strømmer mod min Sjæl en Melodi
Med Pathos, Lune, Graad og Lattertoner,
Med bløde Fløjtetriller, skarpe Skrig
Og Mindeduft fra Sydens Blomsterzoner.
Jeg hylded aldrig Tidens Sans for Lig,
Jeg greb det Evigfriske, Evigsunde,
Selv naar jeg sygned under egen Vunde,
Og formed det i Kunst, og var saa fri
At byde Godtfolk det som Poesi.

De kaldte det for Døgnværk; disse Sinker,
Hvis eget tarvelige Husmandshus
Med lavt til Loftet og med støvet Rude
Er klinet op paa lutter Sand og Grus;
De har en Aalestanger-Jolle ude,
Som Døgnets Bølge hæver op i Dag,
For brat mod Glemselskystens nøgne Brinker
At kaste den i Morgen, knust som Vrag.
Jeg vil ej standse Bølgen i dens Fart
Ved selv at eksekvere disse Sinker;
Jeg giver Dig dem, Hav; besørg dem snart. -
Og sag min Tak til dem, der slog et Slag
For Poesiens — ej Poetens — Sag!
Der komme skal paa Havet vel den Dag,
Hvor Digterskibet hejser sine Flag
Og alle Rif-Pirater driver bag,
Mens Hjemmets Kyster Skibet: Held! tilvinker.