Florens, dine Roser er ikke til for mig,
De øger kun den Feber, som brænder mig i Blodet;
Aftnens Skygger sænke sig, saa synker nu Modet;
Det bar mig saa langt, vil det bære mig mer?
Du skønne By dernede for Øjet jeg ser,
Din Kunst er for de Karske og ikke for mig;
Feberhede Øje, ét Kunstværk jeg kun ser:
Michelangelo, jeg knæler i Aften for Dig.

Din Kæmpe af en David, mørk mod den gyldne By.
Drengen blev en Konge med et straalende Ry.
En Kunstner paa Tronen; han kunde Strengen slaa,
Han kæmped og han synded, han stod og faldt som faa.
Højenes Roser brød han, paa Gulvets Sten Han laa;
Kong David, det er, som din Skygge jeg saa'.
Højenes Roser dufte og Byen staar i Glød.
Michelangelo, Du taler saa vældig i din Død.