Næppe tør jeg tale,
Saa vinker han brat;
Kongen drømmer vaagen,
Men værre dog ved Nat;
Vilde saa gerne sige ham,
Hvad mest jeg tænkte paa

Jeg tænker paa svundne Dage;
Det kan han ej forstaa.

Jeg drømte, jeg var en Due
Og sattes med Høg i Bur,
For Høgens funklende Øje
Jeg flygted med Skræk mod Mur
Saa bød han mig sikkert Lejde,
Hvorhen jeg blot havde Lyst

Saa hugged han Næbets Kaarde
Igennem mit hvide Bryst.

Vaage maa jeg stedse
Ved Dag og ved Nat,
Vender jeg mig fra ham,
Saa vaagner han brat,
Fatter mig i sit Favntag,
Som vilde jeg fra ham gaa . . . . .
Hans Kys er glødende Lue;
Jeg kan dem ej forstaa.