Gav stedse Brød hver fattig Sjæl,
Som betled for min Dør,
Gav hver en Sorg Gehør,
Hver sin Naade.
Da sang for mig en lille Fugl:
De nævner Dig Hans Frille,
De nævner Dig ved Navne, som
Jeg aldrig nævne vilde. -
De stikker selv i Skarnet, hvor de traadde.

Hvad voldte jeg de Herremænd?
De bære Zobelpels,
De kaldes fri og frels',
Landets Hæder!
De dobler og de drikker, ja,
De sidder op og jager
Saa mangt et Vildt til Tidefordriv
Alt paa hinandens Ager. -
Jeg véd den Rust, som Ridderskjoldet æder.

Hvad voldte jeg de Kirkens Folk?
De synger Herrens Pris,
De nævnes ligervis
Landets Hæder!
De slaar vel deres Øjne ned,
Imens de Bønner nynner,
De slaar den vide Kuttes Fold
Ud over mange Synder. -
De gaar omkring som Ulv i Faareklæder.

Jeg hørte nys en liden Fugl,
Som flagred for min Dør;
Jeg gav dens Sang Gehør,
Foretræde:
Hvor beded Kongens Fader vel?
Hvor sprang hans Glæders Kilde?
Fru Edele, vi derom ej
Nyfigen fritte ville. -
Hvi lader de ej Sønnen da sin Glæde!