Nu maa min Luth min Tid forslaa;
Kom, I svundne Tider!
Som Børn I skal omkring mig staa,
Og jeg vil se som Moder paa,
Om Eders Træk jeg lider.
Jeg havde selv en lille Dreng,
Ham redte de saa kold en Seng;
Jeg fik ej Lov at være
Hvad Kvinder mest begære. -

Nej bort med de Lin!
Jeg er favr og fin,
Vil ej visne for Vuggens Gænge.
Har Han Tørst efter Vin;
Jeg skal række ham Vin;
Kongen skal love mig længe.

De skød med Skud her under Ø;
Der vugged et Skib for Anker.
Nu skal vel Dyveke Døden dø,
Kongen rakte den fremmede Mø
Sin Haand under Skovens Banker.
Jeg kunde saa lidet mit Øje dy,
Jeg smilte, da Himlens vrede Sky
Sendte dem Regnens Væde
Over den Bryllupsglæde.

Paa Hvidøre Strand
Steg Prinsessen i Land;
Hun var bleg som en Dødning paa Baare.
Hun skal raade det Land,
Hun skal favne den Mand.
Som jeg ejer og elsker saa saare!

Din Læbe, Dronning, er saa stor.
Kom, mit Spejl, min Terne.
Den blege Lilje sank til Jord,
Her staar en hollandsk Blomst i Flor.
Den lider Kongen gerne.
Han lider vel dens Rosenmund,
Og Rosen er saa frisk og Fund
Og blomstrer ham til Ære. -
Saa faar vel Liljen være!