Hun sidder paa hans Borg, hun er hans Frue,
Hun styrer Huset — og han styrer hende;
Han har en stræbsom, stille, lydig Kvinde,
Og der bli'r Smaafolk i den Vuggestue.

Og Tiden gaar; — dens Kendelse er gyldig:
Hvortil hin Ungdoms Hurlumhej og Jagen?
De lever smukt, ved Natten som ved Dagen;
Hun modnes, bli'r helt munter og lidt fyldig.

Men stundom, naar i Sengekamret skinner
Den store Maane gennem de smaa Ruder,
Hun løfter langsomt sig fra Lejets Puder
Med trætte Øjne og med hvide Kinder.

Hun ser paa ham. Hvor fast og trygt han sover!
Hvor stærk og bred og tillidsfuld han ligger,
Paa alt i Verden, og sig selv, saa sikker, -
En Mand! Og hendes Øjne løber over.

Hun ræddes ved sin Graad; dog maa hun græde,
Som mægted intet hende mer forlyste.
Formaar da Børnekamret ej at trøste?
Jo, Børnene; og mest blandt dem den Spæde.

Hun lister sig derind, og Maanen falder
Paa de smaa, kære hvide Dukkesenge,
Og over Vuggen, rolig paa sin Gænge, -
Paa denne Verden i sin Uskyldsalder.

Men denne Verden, rig paa skjulte Goder
For den, som søger og som kan dem finde,
Den er endnu ej hendes; hun er Kvinde,
Men hun er endnu ikke fuldtud Moder.

En Del af hendes Hjerte blev derude,
Hvor Maanen sig en Trylleverden væver
Af Duggens Spind. Se, hvor den Verden bæver,
Som vilde Alfe-Fødsler den bebude!