Paa ædel Stok gror ædel Vin;
Der bygged en Fugl i min Ranke,
Den kvidred og sang: Allerkæreste min.
Jeg vender mod Dig min Tanke;
Den flygtige Fugl over Verden fo'r,
Den tænkte sig Palmer at vinde;
Den fandt, at den evige Palme beror
Paa Sejren i Hjertet inde.

Den var en Fugl med dristig Flugt,
Med Næb og med tindrende Øje
Den styred mod Vinden lige lukt
Og tog ikke Maalet saa nøje;
Den saa' med et Smil mod den svindende Jord
Fra Bjergenes iskolde Tinde,
Den fandt — men lidt sent — at Flugten beror
Paa Maalet i Hjertet inde.

Og Gletscherisen i Brystet skar,
Den frøs paa den svimlende Tinde,
Nedover atter, i Kamp det bar
Med Taager og Hvirvelvinde;
Den Fugl, som svang sig saa højt fra Jord,
Vil ofte sig husvild finde
Paa Jorden igen. Men alting beror
Paa Styrken i Hjertet inde! -

Saa sang min Fugl. Jeg sad og saa'
En Vaardag ud over Verden,
Og krydset var Himmelens tindrende Blaa
Af de luftige Flyveres Færden.
De sang. De jublende Toner fo'r
Af Sted med de legende Vinde,
Men Genlyden satte sit blivende Spor
Dybt i mit Hjerte inde.

Og lænet mod Muren med Cithren i Haand,
Hvor Ranken sit Tag har tjældet,
Jeg stod iblandt Rosers og Rankers Baand
Af Længsel og Savn overvældet.
Da var det, som brast med en eneste Gang
De Lænker, der stærkest kan binde;
Jeg knuged min Cither i Favn og sang
Om Sejren i Hjertet inde.

Jeg sang: Min Vin, gør Sjælen sund,
Lys op med din reneste Lue,
Og har jeg en Fjende, i denne Stund
Jeg byder ham Fred i min Stue;
Og har jeg letsindig min Ungdom strøet
Som Blomster for alle Vinde,
En Blomst er tilbage, som ej blev forødt,
Den spirer i Hjertet inde.

Paa ædel Stok gror ædel Vin.
Det faar de vel Sangeren lade,
At ikke han perser sig Neckar og Rhin
Af Ukrudt og ormædte Blade.
Jeg skænker min Vin. O guldgyldne Blod,
Giv Kraft mig igen til at vinde!
Og Kransen for Sejren skal lægges for Fod
Af en ung og uskyldig Kvinde.