Han har vundet, — hun har givet tabt;
Ingen Blomster dog den Sejer kranser.
Hvorfor ej? — Spørg Aanden, der har skabt
Elskov som den sarteste blandt Sanser.

Han har sunget hende for sin Sang;
Højt af Strengelegen blev den baaren;
Han har taget hende paa sit Fang,
Hun har favnet ham — og tænkt paa Vaaren.

Hun har ejet ham en kort Minut;
Hun har delt med svundne Dages Kvinder;
Hun har følt det — og saa har de brudt,
Og alene hun igen sig finder.

Men forinden har hun set ham bleg,
Farveløs at trygle sig for Fode, -
For at svige, som han andre sveg,
Skuffe hende, 'fald hun paa ham troede.

Og forinden har hun selv saa varm
Givet hen sig — til sin Ungdoms Minde,
Tro mod Elskovstrangen i sin Barm:
Gaaden, som hun er, den modne Kvinde.

Hendes Hjerte har jo valgt en Gang,
Siden har hun Markedsskæbnen fristet,
Og paany har Hjertet fulgt sin Trang -
Ak, at dette Hjerte ej er bristet!

Men endnu det sender uforsagt
Fra sit Slusekammer disse Strømme,
Med en uindskrænket Herskermagt,
Dette Væld, som Døden kun kan tømme.

Skal da denne Strøm, saa dyb og bred,
Være Stormflodsloven undergivet?
Skal den styrte om og rive ned?
Kan den ikke bygge op for Livet?