Sover du, Barn? -
Nu hvælver sig Nattens det mørknende Blaa -
Brusen af Bæk, Susen af Aa,
fjernt, fjernt
Lidenskabs Vældenes Tumlen;
dalende Fred
gennem Skov-Dybet ned,
saa kaldes der dæmpet: mit Hjerte!
igennem hver Kildemunds Mumlen.

Da løfter det vældige Blaafjeld sig
med Borg-Gaardens mørk imod Natten,
og Garden af Sagn og af Overtro
bevogter Prinsessen, som sover dér,
bevogter sin Længsels drømmende Ro,
bevarer mod Overlast Skatten.

Sover du Barn?

Jeg kender Dig vel — og kender Dig ej,
jeg favned dit Liv — og favned det ej,
Du gav Dig ej helt og holdent til mig,
og er mig dog god alle Stunder.

Det lagde den Garde af Sagn og Sang
om hende, som sover deroppe,
det gjorde mig Vejen saa længselsfuld lang,
det bredte den Andagt over min Gang
mod det blaanende Blaafjelds Toppe.

Der drømmer en Kyskhed deroppe mod Sky,
den gør mig min Kærlighed stedse ny:
Du gav mig dit Kærtegn — din Kyskhed ej,
Du gav mig saa helt og holdent til mig,
og bliver mig dog fjernt alle Stunder.

Borg-Gaarden mørk imod Nattens Blaa,
sagtnende Susen af Bæk og Aa,
hviskende, kaldende Kilde:
stille er Natten,
stille min Sang
stille mit Hjerte -
stille.