I Kæmpesøvn, under Aandedræt tungt,
Bjergmøens Bryster dirrer,
Og koldt, fra et og det samme Punkt,
Maanens Glasøje stirrer;
Der er ikke en Ven,
Hverken fjern eller nær
Med Hjerte for alt, hvad der rører sig her,
Et Bryst, jeg tør kalde for mit.
Bag de duftende Træer
Ej et eneste Skridt,
Der vil nærme sig, komme og flettes i mit
Med Trøst for min Sjæls Begær.

Til Jorden strakt under Lænkers Vægt
Naturen omkring mig sover,
Hvad skjules kan, under Lagnet er dækt,
Som Natten har trukket derover.
Alene min Sang
Er i Lænker ej lagt,
Den vil bringe mig Trøst, som den ofte har bragt,
Blandt Fanger alene fri.
Den vil trække paa Vagt
Med en stolt Melodi,
Og vil rense for alle de Snarer min Sti,
Som Natten min Fod har lagt.

Fra Bjergets Kam vil den støde i Lur,
Saa alle Erindringer vækkes,
Og rundt fra den fængslede, kolde Natur
Vil hundrede Hænder mig rækkes.
Der er ikke en Ven,
Hverken fjern eller nær,
Med Hjerte for alt, hvad der rører sig her,
Som ikke vil Luren forstaa.
Bag de duftende Træer,
Fra det fjerne Blaa,
Vil de komme, og forrest den Bedste vil gaa
Med Trøst for min Sjæls Begær.