Slyng Skjoldet op i Masten, hejs det sorte,
Krudtsprængte Flag, og brænd Kanonen løs.
Vis Dødens Tænder gennem Skudens Porte,
Nu lette vi fra Ankerlivets Døs.
Fortvivlelsens Skjoldmærke, blodigrødt,
Skal trone over vore kække Pander, -
Vi æske Faren. Møder den: — »Vel mødt!«
Blod skal der strømme, før vi atter lander.

Saa talte han og steg om Bord. Og Skibet
Gled sporløst over Havets vide Vej.
Hans Mærke var en afbrudt Bro, hans Navne
Utallige, men ingen kendte ham.
Han sagde sandt, at Blodet skulde rinde
I Strømme, før han atter vendte hjem, -
Dog Blodet blev hans eget, og hans Mænds.
Men hvor han landede, der véd ingen.