Misund mig ej den Krans, jeg vandt,
Ej Ærens mørkegrønne Vedbendblade;
Paa alfar Vej jeg den ej fandt,
Ej i en Bod til Fals ved aaben Gade.
Jeg skar min Haand med Rift ved Rift,
Da sammen jeg mig selv dens Blade plukked;
Det var ej nogen „stor" Bedrift,
Jeg vandt den for et lille Skrift;
Det stilled mangens Tørst — min blev ej slukket.

Jeg bløder end af dybe Saar,
Som stammer fra den Krans, I mig misunder;
Jeg fandt et Folk, hvis gode Kaar
Ej dækker over Huldets skjulte Vunder.
Jeg fandt et Folk, saa lidet skabt
Til at oprette, hvad det fik skamferet,
Til Bod for alt, hvad der gik tabt;
Det Folk har glemt, at Tiden rapt
Løb fra det, mens det selv sig applaudered.

Jeg fandt det Folk, jeg havde glemt,
Og ved dets Hjertepulse spændt jeg lytted.
Ak, hvad jeg hørte, har mig skræmt,
Mit Øre gerne jeg mod Eders bytted.
Jert Øre finder alt saa sandt
Og skønt, med Fremtidsluft i Danmarks Have;
Mit Øre Tegn paa Tæring fandt.
Misund mig ej den Krans, jeg vandt,
Den plukked jeg paa Eders egne Grave.