Men heller staa ved denne Grav
Paa Byens Fattigkirkegaard,
Og takke for, hvad Livet gav,
— Om Prøven end blev nok saa haard;

Ja tusind Gange heller det,
End om min Taare aldrig randt,
End om jeg kold forlod den Plet,
Hvor Saar og Pjalter Hvile fandt.

Kom, Silke-Præsters Pjalte-Gud,
Daglejer-Sektens Kongebarn:
Lær mig det store, svære Bud,
At elske Jord — og Støv — og Skarn.