Kun trofast Kærlighed udslette kan
Den rustne Rand,
Som over Vaabenskjoldet her er faldet.
Nuvel, som Stridsmand griber Skjoldet jeg;
For trofast Kærlighed, mod dem, for Dig,
Jeg gaar i Kampen ud, hvor jeg er kaldet.

For hvert et Hug, som mærker Skjoldets Rand,
Mand imod Mand,
Jeg drejer Skjoldet og gaar fort i Striden.
Den jernbeslagne Skærm gi'r frejdig Klang,
Jeg skifter Hug og stemmer op min Sang; -
Og Rusten gaar vel af engang med Tiden.