Blød og tavs er Bjergets Sti,
Sne over alle Fjælde,
Den gamle Jæger med Dreng og Hund
Vil Ørnen i Bakkerne fælde.

Som Prikken i Skiven er Ørnen at se,
Saa knalder den Gamles Skud.
Den gamle Jæger og Grænsevogter
Slettede Ørnen ud.

Nu rask over Nakken og hjemad Dreng! . . . . . .
Han tier og trækker til Side.
Der kommer et Tog, et sælsomt, tavst,
Ned over Fjældet det hvide.

Tys! ingen dæmpede
Felttrommers Slag,
Rigsfanen flagrer om
Hjørnet der bag,
Spiler sin Vinge mod Snehimlens Sky,
Bærer paa Vingen det evige Ry
Af den Døde, som hviler paa Baaren.

Hvem er den Døde? en simpel Soldat,
Som var Konge, medens han leved;
Større Saga om ingen Helt
Blandt større Helte bli'r skrevet.
Klog var han aldrig. Dyden er klog;
Om Folk og Rige den freder;
Den lagde sin Haand paa et Hjerte, som slog
For hedt for en Folkenes Leder.
Døden var Skytte bag Fjældet i Nat,
Landet har mistet sin Konge,
„Gossarne" deres Fader;
Ned over gaar det, ned over brat,
Fylket i favndybs Rader.
Sneen er blød og Stenen er glat,
Trit for Trit bliver Foden sat,
Sneen er tavs, men Taaren,
Frossen til Is paa Kinden,
Røber den dyre Skat:
Paa Børnenes Skuldre bliver Kong Karl
Over Grænsen til Hjemmet baaren.

Tys! ingen dæmpede
Felttrommers Slag,
Rigsfanen spiler sin
Vinge der bag,
Dækker sin Krone bag Snehimlens Sky,
Vifter med Palmen for Sejrenes Ry
Over Helten, som hviler paa Baaren. -

Blød og tavs er Bjergets Sti,
Sne over alle Fjælde;
Den gamle Jæger og Grænsevogter
Maa piblende Taarer fælde:

Du tog mine Sønner, Du lod mig kun en;
Det var jo et Slag at friste.
Men kunde Du pege paa Pøjken nu,
Jeg gav Dig, Konge, min sidste!

Du drog hvert Korn af dit fattige Land,
Kun Barkbrød blev os tilbage.
Rejs Dig, Kong Karl! vi rækker Dig glad
Vor sidste, orede Kage.

Ak Herregud: saa bæres Du der
Saa fattig i Vinternøden.
Men saadan en Konge har Svensken kær,
Som bæres af Folket i Døden?