Kom hid, I Mænd, saa sandt som I har
Gige og Fløjte og Tromme;
Jeg spørger ej om, hvor Vejen bar,
Om I Skælmer er eller fromme.
Jeg ryster den fillede Hat Jer fuld;
Af al min Eje og alt mit Guld
Skal Størsteparten I nyde,
At Glansen Jer ret maa fryde.
Og var I de største Skælmer paa Jord,
Jeg hædred dog højt det Spillemands-Kor.

Gigen.
Det bar forbi med en krydret Duft,
Mynte, Lavendel og Rosmarin.
Vi saa' os omkring i den blege Luft -

Fløjten
Hvor er nu Vennen min?

Begge.
Vaaren er solklar,
Men Vaaren er kort.

Trommen.
Nyt den; den ruller saa hurtig bort!

Gigen.
Det myldrer med Smaafolk fra Mose og Kær,
Alferne pynter de strittende Træer;
Pynter dem pænt med gule Rosetter,
Spinder og tvinder, tætter og fletter,
Røgter den Væv i Løn; -
Ej, nu blev Skoven grøn.
Ræk mig din Haand,
Her er din Krans;
Følg mig i Kredsen
Og dans!

Fløjten.
Saa gik de til Dans langs den Lysende Sti,
Hvor Kilderne risle og Kæret staar stille;
Fuglene var dem saa kære, fordi
De vidste saa sødt at spille.

Gigen.
Han gav hende Haanden; hun loved, han svor;
Det sused i Skoven, den tog deres Ord.

Fløjten.
Men Fuglene lo, da det Løfte lød;
De vidste maaske, hvad et Løfte betød.

Alle.
Tiden driver med Tiden Gæk.
Hvor er den Duft, som fødtes?
Vi saa', hvor Blomsterne ødtes,
Sommeren sved dem væk.
Det buldred' i Skoven, vi saa' os om:
Stormen var kommen og Skoven stod tom.
Ikke et Blad paa en eneste Gren,
Ikke en Fugl,
Ikke en.