King mob er en mægtig Potentat
Med hundred Arme og tusind Tunger,
Hans Herredom er en Arvestat,
Hans Rigsklenodie Hunger.
Om Dagen i Hulen, om Natten paa Gaden,
En Pjaltekaabe slingrer om Raden,
Hans Love, det er et Tyvegreb,
Hans Krone, det er et Hampereb.

Dybt under Dybet der er hans Plads,
Der funkler hans sælsomt brændende Øje,
Ved Galgens Stamtræ til Skarnets Palads
Er han knyttet fra Barnsben nøje.
Lukt er hans Øre for Livets Færden,
Den trænger kun dumpt til hans dulgte Verden,
Men lugter han Grydernes fede Næring,
Det er i hans Næse en Krigserklæring.

Kendte han noget til Magdeburgs Brand,
Det vilde være en Smaus for hans Gane,
En Lækkerbid for hans sultne Tand,
Saadan at røve og rane.
Kendte han blot — men han kender det alt,
Verdensdyndet, til Dybet sivet,
Har gennem Sekler King mob fortalt
»Skandalerne« oppe i Livet.

Dybet er »Verdens« tro Parodi;
Stodderaktøren i brogede Klude
Spiller »Beaumonden«, der gaar forbi
Kælderens fedtede Rude.
Dybet har slugt ved en osende Praas
Verdenshistoriens røde Romaner,
Og klippet et Motto af Sandhed og Vaas
Til Indskrift for sine Faner.

Den sminkede Last, den fine Halunk,
Hvor Korruption deroppe i Vrimlen,
Fra Biskoppen ned til den kuttede Munk,
Fra Fyrsten til Smaaborgerstimlen:
Guldstøvets Smuds er sunket til Bunden,
Der gemmer man alt, hvad deroppe blev syndet,
Man kalder deroppe en Tidsalder »svunden«,
Men Sporene sidde dernede i Dyndet.

Og det vider sig ud, og det løfter sig op,
Det bobler og gærer dernede i Skarnet.
Der avles en Kæmpe med vældig Krop,
Og »Verden« er Fader til Barnet.
De Store deroppe kende ham ej,
De tro sig sikre for Kronprætendenter. -
King mob ligger stille, forhaster sig ej,
Til Tidens Fylde han venter.