Se, hvor Kilden springer,
Sikker paa sig selv;
Hør, hvor frisk den klinger,
Skovens Urgrunds-Elv;
Altid samme Stemning,
Samme sikre Spil:
Ingen Verdens Dæmning
Stopped Springet til.

Trampet er der blevet
Paa dit Muldjords-Hjem:
Banen har Du skrevet
Udenom og frem;
Andre Løb blev boret
Dig til Spot og Spe:
Sligt har Kilden moret,
Bragt den til at le.

Lad kun Hakken ligge,
Kast kun til Jer Brønd;
Godtfolk, ser I ikke,
Jeg er Jordens Søn,
Døbt i Døbefonter,
Som I aner ej; -
Spar kun Eders Sonder,
Godtfolk, gaa Jer Vej! -

Og dit Væld Du nærer
Ved en Moders Barm,
Paa hvis Kraft Du tærer,
Som gi'er Staal din Arm;
Hvor dens Aarer spille,
Bølger alt af Sted, -
Dér, hvor Du staar stille,
Staar alt andet med.

Stærke Væld, som rolig
Taber Traaden ej,
Men fra Urgrunds Bolig
Vandrer støt din Vej
Gennem Labyrinter,
Gennem Sand og Skarn,
Sommer, Vaar og Vinter -
Jordens eget Barn;

Kast din Glans henover
Tidens Usselhed,
Dyk i dine Vover
Al dens Sygdom ned;
Læg dens dybe Vunde,
Lær den blot én Ting:
Tro paa Folkets sunde,
Friske Kildespring!