Det brøler og brager om Frederikshald
Med buldrende Drøn, med raslende Knald,
Med Stykkernes Jern, med Musketternes Bly.
Ve Eder, Normænd, ve Eders By!
Ve Eders Fæstning, den staar for Fald!

I Fjor maatte Karl med Skammen gaa,
Nu ser I ham atter for Fæstningen staa,
I ser ham med tredive Tusinde Mand;
Hvor er I nu, Brødre Kolbjørnsen, hvor?
Oberst Landeberg, holder Du Stand? -
Alt er beredt og hver Mand staar,
Staar som et Fjæld paa den Plads, han sattes,
Modige Kvinder og Børn ej fattes;
Krummede Oldinge, Tjenestepiger,
Alle standhaftige, ingen viger.
Borgeren bider fra sig i Nøden,
Han slaas som Soldaten, og begge til Døden.

Hvo Armen hviler, han er en Kujon!
Ingen Tøven, til Arbejd alle.
Hunger og Kvæstning, men ingen Pardon;
Vi kender kun: staa eller falde!
Og selv om det hedeste Helvede spyede
Sin Ild over Byen, ej Borgeren flyede.

Her stod vor Vugge, her graves vor Grav,
Paa Borgerens Liv har Byen Krav,
Men hvad har vel Svenskekongen?
Hvi kommer han her med Vold og Brand,
Hvad vil han herinde i Norges Land,
Hvad Ret har han mer' end en Røver? -
Panden vi paa ham kløver,
Om ellers vi kan komme til! -

Og Nat og Dag det fortvivlede Spil
Med Livet til Indsats og Livet at vinde;
De hærges i Byen derinde,
De falder paa Fæstningens Volde.
Men stejl som Volden er Hjertets Trods,
Brystet bølger som Vintrens Fos,
Og Øjnene true saa kolde;
Hvor Foden sattes, dér Foden glider,
Hvor Kroppen knæled, dér Kroppen sig vrider,
Hvor Fanen svinged sin søndrede Klud,
Dér slukkes de bristende Blikke ud.
..................................

De graver og grøfter i Jorden derude,
Hvor Kuglerne hvine og Kuglerne tude,
De aabne saa en Parallel, saa en anden,
Flettede Kurve paa Brystværneranden,
Økserne blinker, Kaarden den peger:
Herhid med Kanonen! I Retning den bringer!
Lavetterne saa og saa mange Streger! -
Med Slag over Ryggen Konstablen man tvinger:
Nu Lunten af Svovl i den sværtede Finger!
Til Fænghullet med den! — Ha Skuddet var godt!
Vi knuser til Slut dog det Borger-Komplot! -

Og Dagen tager saa hastige Skridt,
Som havde den set paa det Syn for længe.
Decemberskumringens Skygger sig trænge
Belejrerne og de Belejrede midt
Imellem, og Skydningen standser.

Som Havblik, der forud for Stormen gaar,
Saa tier det fra de forskudte Skanser;
Lænet til Løbegravsbrystværnet staar
En Skikkelse uden Kyrads og Panser;
Opkrempet Hat og langskødet Frakke,
En Skikkelse, kendt fra saa mange Attaque,
Fra Sachsernes Høje, Tatarernes Sletter,
Døbt i en Dyst med de svenske Bjørne,
Revet til Blods af de russiske Bjørne,
Hed som en Jøkel ved Sværdenes Kryds,
Kold som en Klippe ved Kvindernes Kys.
Og Skikkelsen skarpt imod Fæstningen retter
Et Blik, som bryder hver Skumrings Skranker.
Som Lynglimt farer de rastløse Tanker;
Og Brynene sitrer og Panden grunder,
Og Øjnene smiler: »Mod Enden det stunder!
Sekunderne gaa, Minutterne med.
Hvem vejer Sekunden, hvem kender Minutten?
Foroverbøjet, paa samme Sted,
Ligger et Lig paa Redouten.
Hjertet staar stille, Læben er stum,
Hvad huses vel nu i Tankernes Rum?
Døden er tavs, men Sagnet har Ord:
Nu segned den stolteste Helt i Nord!