Kan Du forklare mig, Hav: -
Hvorfor i al Verden jeg strider og stræber,
Sætter mig hos Dig med bævende Læber,
Glemmer hvert Maaltid, ja næsten glemmer
Mine egne vaade, forfrosne Lemmer,
Stirrende paa Dig, som næppe Du véd,
For at opfange hele din Vældighed,
For at forme din egen Stormmelodi
Til Toner, som gælder i min Poesi!

Ak, om jeg formed det skønneste Spil,
Hvor mange er der, som lytter dertil?
Hvor mange, som ret af Hjertet mener,
— Halve Venner og hele Mæcener -
At jeg har gavnet og glædet mit Land,
Fordi jeg har gjort mig til Spillemand? . . .
»Du spørger! Hvad skal man vel svare paa sligt?
Jeg forstaar mig kuns lidt paa Sang og Digt,
Men om Du for Resten vil vide min Mening:
Nuvel, hvorfor strider og stræber vel jeg
— Vinden og jeg i Forening? -
Vi vandrer bestandig vor støtte Vej

Og summer og brummer og gør Spektakel,
Og vilde vist holde det for et Mirakel,
Om en kommanderte: hold op!
Jeg synger min Sang, og jeg strækker min Krop,
Er oftest paa Farten og sjælden i Havn;
Vi ligger paa Rejse, og blæser ad Landet
Og spørger aldrig om »Gavn«.

Jeg kunde vel være en Mølledam
Og male for Folk paa Kværne;
Ja, kunde jeg, skulde jeg gerne.
Men jeg er nu engang ikke saa tam;
Man kan gerne skælde paa Vandet:
Jeg er Hav. Jeg kan ikke andet.