Nu drages med Sort det lyse Hus
Remisen for Thespis' Kærre;
nu dækkes med Hæder, nu sænkes i Fred
Johanne Luise Heiberg ned
jævne sin myndige Herre.

Og Telegrammer og Blomster og Vers
vil smykke de sirlige Stuer,
hvor Husets Værtinde ved mangen Fest
var selv den livligst ydende Gæst,
Fruen for alle Fruer.

End ser vi den stadselig ranke Vækst,
som aldrig svajed for Vinden,
et 'Vil', som altid aarvaagent var -
og det asiatiske Øjepar,
som stred med Etatsraadinden.

Hun sad mod Stolens det høje Læn,
en sløromvunden Sibylle,
og stirred tilbage, som ned i en Grav:
Virak, Triumfer og Titel den gav -
og levned en bog-prydet Hylde.

Og dette skal siges, naar Sørgeflor
nu slynges om Thespis' Kærre:
Fru Heiberg havde til Scenen bragt
en Vidde i Spil, i Naturen en Magt
— uden sin myndige Herre.

Og dette vi hørte, vi lyttende faa,
som gæsted de sirlige Stuer:
et Ord, som havde Frimodigheds Klang,
en egen, betagende Sandhedens Sang
af Fruen blandt Dannelsens Fruer:

'Ret aldrig vi vinder en Kunst igen,
naar spidsere bliver vor Evne,
naar Fantasien fornægter sit Mod,
naar 'Artighed' sætter paa Scenen sin Fod
og Sippethed Sippethed Stævne!

'Nej, Kunsten begynder i Dyrehavs-Bod,
blandt Gøglere findes dens Moder
den fødes til Liv i en Kælderhals,
drejer sig ej i en Sagtevals
efter de sirligste Noder!