Jeg vaagner om Natten og skriger:
Messias, Messias, min Gud ...
Jeg ser mig omkring og gyser,
Jeg synes, man bragte mig Bud,
Jeg synes at øjne, hvordan han ser ud;
Naadigste Gud!
Jeg ser, hvor hans Ildøje lyser.

Han staar dér for Templet med Svøben i Haand:
»Hvad synger I vel om den Hellige-Aand?
Min Aand er i Templet ej inde;
Jeg faldt for de Skriftkloges Rænker og Sværd,
Jeg lærte jo Mennesket Menneskeværd,
Og jeg tilgav den syndige Kvinde.

Hvem kvidrer for Kvinder med glatraget Kind
Hvem messer saa sødt under Kærternes Skin?
Hvem slaar dér i Prædikestolen?
Hvem tager sig Retten at tolke mit Ord?
Hvem fører de hungriges Flok til mit Bord?
Hvem bærer mit Kors dér paa Kjolen?«

I Daarer, hvad evner den skriftkloge Mand?
Gak ud ved den store, den ensomme Strand,
Hvor Prunk og hvor Præk blev begravet:
Dér gribes hver Barm af det evige Ord,
Dér taler Messias om Himmel og Jord,
Dér kommer han til Jer paa Havet! -