Jeg tænkte at træde i Kirken ind,
Hvor Sjælemesser blev sunget,
Hvor Ruderne blomstred i Solens Skin,
Og Røgelsekarret blev svunget.

Der slog med et fra de tidligste Aar
En Længsel min Sjæl i Møde;
Jeg tænkte at læge de friske Saar
Ved en Andagtsstund hos de Døde.

Men Døden var klædt i saa broget en Dragt,
Jeg kunde ej kende dens Mærker;
Jeg gøs for den Længsel, som havde mig bragt
Ind blandt de syngende Klerker.

Ud paa Gaden! fra Hvælvingen ud!
Lad Røgelsen blive derinde.
Søger sig Menneskets Længsel en Gud,
I Hjertet den vil ham vel finde.

Hvor Hjerterne bløder, hvor Hjerterne slaar
Samdrægtig i Fejl og Forsoning,
Der hilses ej Guden fra Korset i Gaar
I Dag med en tredobbelt Kroning.

Der bløder han stedse, og stedse han staar
Bespottet, med bundne Hænder; -
Og en af Mængden til Guden gaar
Og sig selv i Mesteren kender.