Jeg sejled en Nat over Havet,
ej Sol gik ned, ej Glans blev slukt,
Solen laa dér bag Næsset,
paa Klem var dens Øje lukt;
det var i den lyse Sommer, hvor Solen
kun paa Skrømt gaar ned,
jeg blunded med aabne Øjne,
mens Skibet paa Havet gled.

Og Havet tog til at nynne,
hvor blidt det lød, hvor mild en Klang,
som formed en Kvindelæbe
den bølgende Vuggesang;
og aander en Kvindetanke
i disse dæmpede Ord,
saa er det vel dig, Alvilde,
som er paa Skibet om Bord.

Jeg sejled en Nat over Havet,
ej Sol gik ned, ej Glans blev slukt,
jeg saa, hvor du havde
dit Øje i drømmende Vemod lukt.
Der sad vi Side om Side og lytted,
imens Bølgen klang:
Alvilde, jeg kender den Nynnen,
den hedder Nirwanas Sang.