Jeg hører i Natten den vuggende
Lyd fra Venezias Vand;
Det kommer hid over
Med klagende Vover,
Som nærme sig, langsomt dukkende
Under den buede Bro,
De komme som smaabitte Dværge
Fra Marmorpaladsernes Bjerge
I Rader paa to og to.
De bære en Byrde, de synge en Sang,
En Ligbegængelse er deres Gang;
Stemmerne slaa mig i Møde:
Snehvide, Snehvide, Du døde!

Jeg øjner i Natten det blændende
Syn af et hvidklædt Barn
Med voksblege Kinder,
Som drager, som minder,
Som gør, at min Pande bli'r brændende,
Gør, at mit Hjerte bli'r Is.
Det rolige Strøg over Øjet,
Og Hænderne sammenføjet
Om Brystet paa barnlig Vis.
Fra Barmen, som højner sig kysk og ren,
Nedglider en grøn Oleandergren; -
Hvi var det, Stemmerne løde:
Snehvide, Snehvide, Du døde!

Saa svinder i Natten det vigende
Kor af det vuggende Vand.
Det sortner hid over
Med skyndsomme Vover,
Som glatte, hinanden bekrigende,
Ud, hvad de tegnede før.
De drage, de smaabitte Dværge,
Tilbage til deres Bjerge
Ind gennem Morgnens Dør.
Jeg sidder paa Tærkslen forstandig og klog.
Men hvi kan et Syn i en Æventyrbog
Saadan om Natten os møde — ?
Snehvide, Snehvide, Du døde!