Jeg hører dem alle sige
— Og Folk, som studered det rette -
At Livet ej slukkes med Læbens Pust,
At der er et Liv efter dette.
Jeg vilde saa gerne vide Besked
Om, hvor det var henne og hvad det hed,
Jeg vilde saa grumme nødig
Lide, hvad hidtil jeg led.

Jeg ved kun, at jeg er mødig,
At Byrden tynger min Skulder,
At spændt jeg betragted det Tærningkast,
Som Haanden paa Bordet ruller.
Jeg saa' efter Øjnene et efter et,
Med Panden i Sved og med Brystet hedt;
Jeg har efter „højest Tærning"
Fortvivlet paa Bordet ledt.

Jeg kunde dog ende min Gerning,
Det lidet, jeg hidtil mægted,
Det var dog vel nok for at hævde den Plads,
Som ingen mig hidtil nægted.
Men saa kommer Tankernes hvad og hvor? -
Naar Gæsten drager af Værtens Gaard,
Han vil dog saa gerne vide
Den Vandring, som forestaar.

Ja, havde jeg Dig ved min Side,
Saa drog jeg i Natten den sorte,
Som Sejerherre med klingende Spil,
Ud ad de videste Porte.
Om ogsaa Fanfaren standsed og gik
Over til skingrende Pibere Musik,
Hvad gjorde det, naar ved din Side
Med stormende Hjerte jeg gik?