Vidt har jeg flakket i Verden,
Her fæsted sig træt min Fod;
At tidt man sig taber derude,
Først ret jeg hos Dig forstod.
Og tog jeg paa Verdens Scene
Det glimrende Flitter for Guld:
Hos Dig har jeg fundet det rene
Metal i den hjemlige Muld.

Her staar Du med Cifre skrevet.
Af Guld har jeg hugget dit Navn
Og sat Dig en Støtte paa Stedet,
Hvor Baaden er kommet i Havn.
Lad Skumring og Taager saa falde:
Paa Sangens Bautasten
Staar luende lys for alle
Bogstaven pur og ren.

Jeg rejser Dig denne Støtte,
Dens Grund er mit Hjertes Muld;
Skyer kan sløre dens Tinde,
Men Navnet straaler i Guld.
Og glimred min Kunst end ofte
Mig selv og min Sang til Men:
Her var min Sang i Kofte,
Da den rejste Dig denne Sten.