Ud fra de tætte Stammer
Kom, dæmpet, mig i Møde
Som Fløjtetoner bløde
Skovensomhedens Sprog.
Jeg lagde bort min Bog.
Den store, stille Verden
Omkring min egen lille,
Urolige, var en Kilde,
Som gennem mit Hjerte drog.

Den gød de svale Strømme
Hen over mit hede Hjerte,
Den tyssede paa min Smerte,
Den lukked min Vunde til
Jeg lytted til Kildens Spil.
De store Toneværker
Fra Kunstens straalende Scene
Blegned mod dette ene,
Beskedne Fløjtespil.

Jeg knuged min Haand for Øjet,
Jeg kendte i Tindingen Aaren,
Jeg kendte i Haanden Taaren,
Jeg kunde ej standse den.
Saa greb jeg min Bog igen.
Og søgte som Mand at lede
Mit eget urolige, lille
Løb i den store Kilde,
Som risler mod Havet hen.