Snart er de lyse Nætters Tid forbi,
og Mørket stiger bag de dybe Vande,
og Bølgen spiller op den Melodi,
som nu kun nynnes svagt ved Sundets Strande.

Snart strækker Fuglen Vingen over Hav
og sætter Kursen efter fjerne Zoner,
snart vil Naturen sørge paa sin Grav:
da maa vi synge vel i andre Toner.

Men endnu spreder Sommernattens Skær
ud over Sø og Land de lyse Vinger,
og endnu tegner højt bag Skovens Træer
Daggryets Gud sit Navn med gylden Finger.

Og endnu driver Nattens Bris vor Baad,
en stille Vandringsmand ad stille Veje,
og endnu har til Sang og Klang vi Raad,
vi, som har Morgenskærets Guld i Eje. -

Daggryets Gud vi ofrer Vinens Glød,
til Dig en Hymne efter Vinen følger,
og slaar vor Time, giv os da en Død
som Shelleys i Toscanerhavets Bølger!