I de lyse Nætter, i de lyse Nætter
Stiger Digtet frem fra Skjaldens Bryst.
Drømmeskjær er over Dal og Sletter,
Der er Fred, hvorhen Du Foden sætter.
Bølgen gaar med sagte Suk mod Kyst.

O jeg føler Hjertets skjulte Kilder
Risle frem imod det store Hav.
Ingen Hindring dem fra Maalet skiller,
Nattens Dæmringsskær paa Havet spiller;
Evighedens stille, dybe Grav.

Vel jeg véd det, store, stolte Hjerte,
Helst Du banker under Kampens Lyst,
Helst af den Du dine Sange lærte,
Helst af den Du Sangens Løn begærte,
Helst Du vandt den under Stridens Dyst.

Dog der er og Pavser under Slaget,
Stille Bælter paa den vilde Sø;
Tider, hvor man glemmer Vreden, Naget,
Timer, hvad man glemmer, man er jaget
Fremad for at lide, stride, dø.

Og i disse klare, lyse Nætter
Jeg med hele Verden er forligt,
Rolig jeg mig ved min Tærskel sætter,
Nattens svale Pust min Tanke letter,
Sukket vider ud sig til et Digt.