Tys mit Hjerte. Hvad Du gav,
Gav Du villig hen og gerne;
Var jeg dog kun før en Terne,
Nu er jeg — en Dronning? — nej,
Men jeg bor i hvælvet Stue,
Og jeg smykkes som en Frue,
Og han skæmter og han hvisker:
Du er Christierns egen Due!

Hvor jeg griber, er der Fløjel,
Hvor jeg træder, er der Klæde,
Terner for hver Haand til Stede;
Helst jeg dog alene er.
Saa gaar Festens Svimmel rundt.
Gør det end i Hjertet ondt,
Sig, hvad skal jeg da fortryde? -
Havde kun mig selv at byde.

Disse Dage: o hvor lange,
Til han kommer, til vort Møde;
Da maa Duens Hjerte gløde
Under Hammens gyldne Fjer.
Hvad er Duen al dens Pragt?
Guld og Stene han fordunkler,
Naar hans store Øje funkler,
Naar det blødt i mine ser.

Tys mit Hjerte. Alt er godt,
Her er hvælvet Sal herinde,
Jeg er ung og jeg er Kvinde,
Fik ej Moders Regnesans.
Lille Spejl, vær Du min Terne,
Eneste Fortrolig, Du.
Christiern kommer, ser mig gerne
Smykt som Dronning — smykt som hans.