Vildt, vildt suser Blæsten,
Sommer er næsten
Draget af Land;
Mod Bryggerne skvulper det sortnende Vand

Jeg saa' ham paa Bryggen, den kongelige Mand.

Hans Øje var dybt som Fjorden derude; -
Jeg kunde mig sænket derned.
Paa Brystet det brede laa Fløjelets Pude; -
Jeg kunde mig hvilet derved.

For Foden jeg kunde ham falde med Suk
Og smile, om Haanden min Pande strøg.
De sagde saa ofte, at Duen var smuk,
Nu véd jeg først, hvem der er Høg.

Vildt, vildt suser Blæsten,
Hvem der ved Festen
I Aften var med!
Jeg blev vel paa Tærskelen staaende ræd -

Og dansed dog gerne af Sted, af Sted.