Ak, hvem der havde en Hue
Med Fjer og Brokade paa,
Og hvem der var klædt som en Frue
Og skulde til Messe gaa!
Og hvem der vel kunde age i Karm
Eller sidde til Hest med Falk over Arm;
Ak hvem der blot ikke var Askepot;
Men ejed et stensat Slot!

Jeg sidder og Øjnene lukker,
Med Hænderne lagt under Knæ:
Da længes jeg efter de Dukker,
Jeg havde, som Lille, af Træ;
Dem pynted jeg ud efter eget Sind
Og redte dem i baade Zobel og Skind;
Ak hvem der var Barn mellem Dukker igen -
Eller Dukkerne Fruer og Mænd!

Saa tog jeg den Bedstes Hue
Med Fjer og Brokade paa
Og redte mig ud som en Frue,
Der agter i Messe at gaa.
Jeg aged til Hove i hængende Karm,
Mig fulgte den Ridder med Falk over Arm.
Ak nej, jeg maa græde for Ridder og Slot,
Jeg er jo kuns Askepot.