Skal altid fæste mit Haar under Hue,
Tør aldrig sætte en Sløjfe deri;
Ilde lugter den Kræmmerstue -
Hvem der som Fuglen var fri!
Min Moder var dog en stadselig Frue.
Kom, lille Spejl, lad mig se.
De kaldte ved Daaben mig »Due«, -
Hun flyver helst i det Fri.

De Klokker ringe til Ottesang.
Nu bliver Dyvekes Dag saa lang;
Og vil jeg af Byen med Moder gaa.
Dér spærre de Bjerge saa isengraa.

Men ude i Haven staar Urter og Blommer.
Der drømmer mit Hjerte blandt Zwibler og Løg,
Krydret dufter den liflige Sommer,
Mit Hjerte slaar som en Gøg.
Det slaar mod min Haand, under Huden det trommer,
Det varsler saa langt mig et Liv.
Vær hilset, Du Fugl, mellem Urter og Blommer,
Vær hilset, Du kukkende Gøg!