Hvorfor vække disse Minder?
Lad dem fare over Sø,
Lad dem, lig den Røg, som svinder,
Vifte, dale ned og dø.
Røgen er til Ilden bunden,
Ak, som Mindet til min Fejl,
Men, hvor Striben er forsvunden,
Toner højt mod Aftenstunden
Haabets solbelyste Sejl.

Se det nærmer sig. Nu kaster
Skibet Anker under Ø,
Peger med de slanke Master
Lodret i den blanke Sø.
Aftengløden langs dets Stævne
Spiller over Skrogets Bul;
Haabet selv har ringe Evne,
Ejer ingen Glans at nævne,
Laaner alt fra Solens Guld.

Hvorfor vække bitre Minder?
Lad os sejle over Sø;
Haabets Færgebaad forbinder
Mindets Strand med Drømmens Ø.
Kun i Drømmen er der Hvile,
Som der er i Aftnen Trøst;
Lad med Sol og Haab os ile,
Hvor de gyldne Skyer smile,
Mod en ny og bedre Kyst!