Hun førte vore Lege an -
Og nu er hun saa tavs og bleg,
Og nu er jeg en stille Mand; -
Ja, der var Alvor i den Leg.

Længst Ledet faldt, hvorved hun stod;
Nu kysser Orme denne Mund,
Nu raadner denne Alfefod.
Ja, kald det Illusioner kun: