Se, nu er Vindene milde;
Vaaren har aandet paa Luften,
Luften har kysset hvert Blad og hver Blomst,
Som staar langs den rislende Kilde.
Elskede, føler Du Duften
Her ved den svale Sø!
Livet har sikkerlig Vinter og Kulde.
Men Livet kan aldrig dø.

O der er Vaar i dit Øje,
Evigheds Blaat i dets Vande;
Blomster og Blade, hvorhen Du end gaar,
Andægtigen Bægrene bøje.
Vaaren fra ukendte Strande
Lander hver Maj paa vor Kyst,
Du vil, hvor fjernt Du endogsaa kan færdes,
Lande engang ved mit Bryst.

Da vil Foraarets Vinge,
Baaren af Lyset og Luften,
Sødt som to Bølger, der samles i en,
Vi to gennem Rummet os svinge.
Elskede, føler Du Duften
Over den svale Sø!
Elskov har sikkerlig Vinter og Kulde,
Men Elskov kan aldrig dø.

Ind imod Ophavets Rige!
Lad da kun Døden os favne
Midtvejs; hvad har vel den skinsyge Død
Over Vaaren og Elskov at sige?
Lyt! Du vil høre to Navne
Hviskes ved denne Kyst.
Det er vor evige Elskov, som aander
Evig i Bølgernes Røst.